Kapitel 1. Indledning

Denne publikation indeholder tidsserier for det produktionsbaserede nationalregnskab. De første resultater opgjort efter den produktionsbaserede metode, omhandlende tal for 2004, blev offentliggjort i september 2009. 2004-tallene blev efterfølgende brugt til at etablere et beregningssystem for endelige og foreløbige tal for nationalregnskabet. Der blev også etableret et system til beregning af nationalregnskabet i løbende og faste priser. Ved sidste publikation som udkom i starten af 2017, blev indeksåret opdateret til 2010-priser, og der blev indarbejdet kædede værdier i stedet for de tidligere faste priser.

 

Løbende priser udtrykker det prisniveau, som gælder for varer og tjenester i det aktuelle år. Kædede værdier med et indeksår angiver udviklingen ud fra værdien i en bestemt års prisstruktur. Kædede værdier anvendes til at belyse den mængdemæssige udvikling og viser således den reale vækst i økonomien.

 

Tallene for 2007 til 2014, der fremstilles i denne publikation er endelige tal, mens tallene for 2015 til 2016 er foreløbige tal. For endelige tal er nationalregnskabet beregnet udefra detaljerede vare- og tjenestebalancer, som er afstemt på produktniveau, og hvor kildedata i den forbindelse er blevet bearbejdet på detaljeret niveau. Foreløbige tal er dannet ud fra mere aggregerede tidsserier og en mindre detaljeret bearbejdning af inddata, som stiller færre krav til datamaterialet og sikrer, at tal kan offentliggøres hurtigere.

 

Det skal bemærkes, at der med denne offentliggørelse er indført en række nye beregninger af de tal, der blev offentliggjort i januar 2017.

 

Kapitel 6 indeholder 9 tabeller. Tabellerne indeholder alle de tal, der bruges i fremstillingen i kapitel 2 og 5.

 

I Grønlands Statistiks statistikbank kan ligeledes genfindes alle de tabeller, som findes i kapitel 6, fra perioden 2003 til 2016.

 

For en udførlig beskrivelse af data og metode, henvises til en tidligere udgivelse ”Nationalregnskab 2003-2010” offentliggjort af Grønlands Statistik i december 2011.

 

Der er tidligere på grundlag af de endelige nationalregnskaber opstillet input-output tabeller for årene 2003 til 2013. Med offentliggørelsen af de endelige tal for 2014 er der mulighed for opstilling af input-output tabeller også for det år. Grønlands Statistik forventer at udgive denne i februar 2018.